Viden, udvikling og samvær
Du får vist kurser fra hele Danmark.Vælg område
Vis underviser

Underviser

Gæst Foredrag
Ledige pladser

Eventyrlige beretninger 2017-2018

Ved spørgsmål ring til 32 51 14 95

Eventyrlige beretninger 2017-2018
Vi kommer kloden rundt - i globalt perspektiv gennem personlige beretninger. 6 eftermiddage i godt selskab. Arrangementet er tilrettelagt af AOF Amager, og der er gratis kaffe/te og småkager.

04.10. Dansk Vestindien - solgt for 100 år siden (v. Jens Jeep Jørgensen)
I vore tidligere kolonier i Caribien ligger der et stort stykke danmarkshistorie, som de færreste kender til. Hør om de tilfældigheder der gjorde, at vi fik øerne, og hør om den desperate kamp for at slippe af med øerne igen, da sukkereventyret flyttede til to hjemlige sydhavsøer, Lolland og Falster. Vi skal besøge alle tre øer gennem billeder, der kun kan blive smukke og medrivende i dette tropiske paradis. På den anden side af Atlanterhavet kan man stadig gå en tur på f.eks. "Dronningens gade" eller "Kompagnistræde". De gamle danske historiske bygninger er der endnu, og ligesom sukkermøllerne og befolkningen har de overlevet et utal af orkaner.

01.11. Det lykkelige arabien - anno 2017 (v. Rasmus Krath)
Foredragsholder og eventyrer Rasmus Krath dokumenterer nutidens Arabiske Halvø, trækker tråde til historien og giver sine bud på fremtidens udvikling i regionen, der de sidste flere tusind år har spillet en afgørende rolle i verdens-ordenen. Med afsæt i egne rejser på både halvøen og de omkringliggende lande fra 2007-2017, underholder, oplyser og udfordrer han publikum med det overordnede mål at gøre tilhørerne klogere på den del af verden, vi i det globalpolitiske spil er så afhængige af på godt og ondt. Rasmus Krath stiller blandt andet følgende spørgsmål:

Bør vi være venner eller uvenner med klodens 1,6 milliarder muslimer?

Verden er afhængig af Arabiens olie, men hvordan vil det blive i fremtiden, når vi omstiller os mere og mere til grøn energi - vil det skabe konflikt eller stabilitet?

Jordens største sultkatastrofe foregår lige nu i Yemen. Halvdelen af alle børn er underernærede, og en hel generation står til at degenerere. Hvorfor vender verden det blinde øje til?

Foredraget er krydret med eventyrlige beretninger, film, fotos og live-musik på arabiske instrumenter - samt en række visuelle og tekniske effekter, der gør showet til en helstøbt oplevelse af "Det Lykkelige Arabien" - anno 2017

29.11. Med bumletog til Kina (v. Kim Greiner)
Med Den Transsibiriske Jernbane tager vi bumletoget på tværs af kloden fra Moskva til Beijing. Vi gør mange stop undervejs, og vi kommer helt tæt på den lokale befolkning. I Jekaterinburg besøger vi Blodkirken, hvor Tsarfamilien blev myrdet. Vi fortsætter ind i Sibirien til Bajkalsøen og Irkusk, hvor en Lenin stadig pryder rådhuspladsen. Vi fortsætter derpå ind i republikken Burjatien, hvor hovedstaden Ulan Ude kan bryste sig af verdens største Leninhoved på 22 ton. Her besøger vi Ivolginskij Datsan, der er det vigtigste buddhistiske kloster i Sibirien. I Ulan Baator, der er Mongolietes hovedstad, ser vi bl.a. på Kejserens vinterpalads og templet, der huser en 26 m høj buddhastatue fyldt med lægeplanter. Vi fortsætter ind i Gobiørkenen, hvor vi besøger en normadefamilie og beundrer et dinosaurusskelet, der ligger upåagtet i sandet. Turen slutter i Beijing, hvor vi besøger Den Kinesiske Mur og kejserinde Cixis Sommerpalads m.m.

10.01. Verdens varmeste sted (v. Søren Bonde)
I dette projekt fra vinteren 2011 rejser Søren Bonde gennem Etiopiens Danakil-ørken, som er verdens varmeste sted. Området bebos af det nomadiske Afar-folk og er et af de mest ugæstfri steder i verdenen- endeløse sandsletter, saltminer, boblende syrebade, en rødglødende lavasø, vagtsomme stammefolk, krigeriske oprørsbevægelser, nådesløs varme, tørke, hungersnød, lejesoldater, bortførelser, mord. I ord og billeder fortæller Søren Bonde sin gribende og indsigtsfulde beretning om mennesker, der presses til den yderste grænse - og lidt til.

Udstyret med kamera, bevæbnede vagter og viljestyrke rejser Søren Bonde i firehjulstrækkere tværs gennem Danakil-ørkenens surrealistiske landskaber for at finde verdens varmeste sted. I dette ekstremt barske område, hvor både veje og hjulspor for længst er forsvundet, møder han det hårdføre Afar-folk, som kæmper for overlevelse og selvstændighed.

I nattens mulm, torden og silende regn bestiger Søren Bonde vulkanen Erta Ale. Midt om natten står han mutters alene på kanten af krateret og stirrer ned i en af verdens eneste permanente lavasøer - et hedt vindue til jordens indre.

I foredraget besvares bl.a. følgende spørgsmål:
- Hvorfor vælger mennesker at bo under så ekstreme forhold?
- Hvordan overlever man verdens varmeste sted?
- Hvilket livssyn har Afar-folket?
- Kan man leve af salt?
- Kan en ørken blive oversvømmet?

07.02. Sri Lanka (v. Søren Bjelke)
Foredraget om Sri Lanka sætter fokus på den perlerække af storslåede kultur- og naturoplevelser man oplever som rejsende på øen syd for Indien.

Sri Lanka har gennem århundreder været mål for handelsfolk og søfarere - heriblandt Sindbad fra Tusind og én nats eventyr, som også ankom til Serendip - Ædelstensøen - på sine utallige rejser.
Både portugiserne og hollænderne, på jagt efter eksotiske krydderier, ibenholt og elfenben, har sat sit præg på landet, men det blev briterne, som indlemmede øen i deres store imperium, og lagde fundamentet til en velfungerende nation, der senere blev selvstændig. Borgerkrigen er for længst forbi, og landet oplever i dag en fornyet tro på fredelig sameksistens med håb om bedre forhold for alle landets indbyggere.

På trods af Sri Lankas beskedne størrelse byder øen på stor variation i klima og landskab med alt fra de tusind år gamle hovedstæder i nord, hvor den hindu-buddhistiske kultur skabte grundlaget for den i dag ældste form for buddhisme i Asien, til den tætvoksende jungle, som ligger som et bælte rundt om øens bjergrige centrale del, hvor den fine Ceylon the stadig plukkes på de utallige plantager i højlandet.

Landet har i dag et utal af naturparker med rig mulighed for at opleve vilde elefanter, leoparder, krybdyr og et væld af fugle. Sidst, men ikke mindst har Sri Lanka nogle fantastiske palmebestrøede strande, der indbyder til masser af aktivitet eller bare das under parasollen.

07.03. New Zealand - øerne ved verdens ende (v. Camilla Kornerup)
New Zealand er verdens mest isolerede land med 2000 km til nærmeste nabo Australien. Udover at ligge ualmindeligt langt væk fra os er landet mest kendt for eventyrfilmene om "Ringenes Herre", storslået natur, rugby, kølig hvidvin, velsmagende lammekøller og Edmund Hillary, den første mand der satte foden på Mount Everests top.

Igennem tusindvis af år har New Zealand udviklet en helt unik natur fjernt fra påvirkning udefra. I have og fjorde svømmer hvaler og delfiner. Sæler og søløver strækker sig dovent på klipper og strande hvor også pingviner stavrer afsted på vej til deres reder i græsset bag sandet. Hyppige mængder regn gør landet til et af de grønneste steder på jorden. I skovene lever træer, blomster og fugle man ikke finder andre steder på jorden og de har masser af plads, da øerne er tyndt befolket.

New Zealand blev fundet af maorierne. De var polynesiske opdagelsesrejsende og sejlede dertil i kano tværs over Stillehavet for 1200 år siden. Maorierne fandt et ubeboet land bestående af to store øer og en lang række små, alle dækket af tæt vegetation i et langt køligere klima end Polynesiens. De kaldte landet de fandt for Aotearoa, "Den lange hvide skys land".

Til maoriernes forundring fandt de ingen pattedyr, og så at flere fuglearter derfor havde mistet evnen til at flyve. I stedet gik fuglene rundt på jorden og samlede deres føde uden frygt for rovdyr. Med sig i kanoen havde kvinderne en lang række grønsager og stiklinger de plantede i deres nye hjemland. Kokospalmer kunne de ikke få til at gro i kulden, men den søde kartoffel, kumara, er i dag én af landets lækkerbiskener.

I 1700 tallet fandt også europæiske søfarere med kaptajn James Cook ved roret øerne ved verdens ende. I kølvandet på Cooks besøg bosatte hvalfangere, guldgravere og bønder sig side om side med maorierne. Nybyggerne kom fra Storbritannien og Skandinavien i store antal. De ryddede skov og anlagde enorme kvæg- og fårefarme, arbejdede hårdt, og som resultat er der i dag 30 millioner får i New Zealand mod bare 4.5 millioner mennesker.

Både nybyggerne og rejsende i dag er enige om at New Zealand er en fryd for øjet. Snedækkede vulkaner, kilometer lange gletsjere i bjergkæder, turkisblå smeltevandssøer og dybe fjorde med bratte klippevægge hvor vandfald falder hundrede meter ned er kun noget af det der bjergtager den besøgende.

Under foredraget viser jeg digitale billeder der gengiver landets skønhed og enestående natur. De ledsages af fortællinger om landet før og nu, og om et fantastisk gæstfrit folk derovre på den anden side af jorden.

Mere om dette kursus

Priser og tilmelding


Kursusinformation

Start: 04-10-2017, kl. 15:00

Ugedag Onsdag
Holdnr171239
Adresse 3F i Kastrup
Saltværksvej 68
2770 Kastrup
LokaleFestsalen, stuen
Holdtimer6
Antal mødegange6
AfdelingAOF Amager

Kursusdage

04-10-2017 Onsdag 15:00  -  17:00
01-11-2017 Onsdag 15:00  -  17:00
29-11-2017 Onsdag 15:00  -  17:00
10-01-2018 Onsdag 15:00  -  17:00
07-02-2018 Onsdag 15:00  -  17:00
07-03-2018 Onsdag 15:00  -  17:00

Faktaoplysning

Målgruppe Seniorer

Betalingsbetingelser


Tilføj til min kalender

Her har du mulighed for at føje dette arrangement til din kalender, f.eks. for at reservere datoen, også selv om du ikke har tilmeldt dig: Tryk på "tilføj til min kalender" Tryk på "åben knap" Lykkes det ikke, så tryk "gem" i stedet for "åbn" og importer fra din kalender.